De to biskopper Þorlákur Skúlason og Brynjólfur Sveinsson til hhv. Hólar og Skálholt havde før midten af det 17. århundrede sat en omfangsrig afskrivervirksomhed i gang fra islandske middelalderskindbøger på papir. Indsamlingen af håndskrifter var begyndt, og eksporten ligeledes i nogen grad. Flateyjarbók (Flatøbogen) blev sendt ud af landet i 1656, og efteråret 1662 sejlede Þormóður Torfason (Torfæus) ud fra Engey ved Reykjavik og bragte den danske kong Frederik den Tredje Codex Regius af eddadigtene samt Gráskinna af Njals saga. Godt et år efter at Þormóður tog fra Island med Codex Regius i bagagen, fødtes Árni Magnússon. Han var søn af Magnús Jónsson, præst til Kvennabrekka i Dalir, senere ombudsmand og sysselmand, og Guðrún Ketilsdóttir; hun var datter af provsten i Hvammur i Dalir, Ketill Jörundarson, og hans kone Guðlaug Pálsdóttir. Om Árnis ungdom og opvækst vides ikke meget. Han blev opfostret hos sine morforældre i Hvammur og fik sin første uddannelse under bedstefaderens auspicier, så længe denne endnu var i live. Hr. Ketill døde imidlertid i 1670, og derefter overtog Árnis morbroder, Páll, hans uddannelse. 1680 blev Árni indskrevet i skolen i Skálholt og var der de følgende tre år. Samtidig med ham var dér nogle drenge, som han bandt livslange venskabsbånd til: Björn Þorleifsson, senere biskop på Hólar, Jón Halldórsson, senere præst i Hítardalur og Jón Þorkelsson Vídalín, der skulle blive biskop i Skálholt.
Efterspørgslen efter islandske håndskrifter fortsatte under Árni Magnússons opvækst. Mange skindbøger havnede i videnskabsfolks og bogsamleres privatbiblioteker i Danmark, ofte skænket af islændinge, som havde brug for bistand fra indflydelsesrige folk hertillands. Kong Frederik den Tredje døde 1670, og hans søn Christian den Femte kom på tronen efter ham. Han udnævnte i 1681 Hannes Þorleifsson, søn af lovmanden på Þingeyrar, Þorleifur Kortsson, til kongelig historiograf; han skulle arbejde med historieskrivning og indsamling af håndskrifter til kongens bibliotek. Hannes tog til Island sommeren 1682, indsamlede bøger dér og sejlede tilbage om efteråret ombord på Höfði-skibet med alt hvad han havde indsamlet. Skibet forliste, og man mente, at det sank med mand og mus ude under Langanes. Man ved ikke meget om, hvor meget eller hvad Hannes fik indsamlet i de uger han opholdt sig på Island, men da Árni Magnússon senere prøvede at efterforske sagen, fik han fortalt, at Hannes havde fået „en hel bunke ragelse i form af pergamenthåndskrifter“. Samme sommer, Hannes indsamlede for kongen, opholdt Jón Eggertsson fra Akrar i Skagafjörður sig på Island – i samme ærinde men i svensk tjeneste. Han gik til indsamlingen med ildhu og fik indsamlet i dusinvis af håndskrifter, som han bragte til Sverige det følgende år. Blandt disse er nogle af de mest fremragende islandske skindbøger, såsom den islandske homiliebog (en prædikensamling), den ældste islandske bog, der er bevaret i sin helhed fra omkring 1200, og Helgastaðabók, et smukt illumineret 1300tals-håndskrift med sagaen om den hellige Nikulás; det var engang var ejet af kirken på Helgastaðir i Reykjadalur. Jón havde først tænkt sig at rejse med samme skib som Hannes, men ændrede mening i sidste øjeblik, tog vinterophold på Island og tog til Sverige 1683.
Den sommer Jón Eggertsson rejste fra Island med sit bytte, dimitterede Árni fra skolen i Skálholt og sejlede sidst på sommeren til København. Han fulgtes med sin fader, Magnús, der, sammen med flere andre, var blevet sendt afsted for at tale islændingenes sag i nogle handelsanliggender; Magnús var da blevet sysselmand i Dalir. Árni blev indskrevet ved universitetet i København den 25. september 1683. Der er ikke mange historier om Árnis universitetsstudium de næstfølgende år, men han har utvivlsomt passet det med den flid og omhu, som var ham naturlig, og i 1685 bestod han teologisk eksamen med en god karakter. 1684, eller sommeren efter at Árni blev indskrevet ved universitetet, begyndte han at arbejde for Thomas Bartholin den yngre. Bartholin var kun fire år ældre end Árni, men havde til gengæld studeret ti år længere og var blevet professor, da Árni kom til København. Bartholin var i februar samme vinter blevet udnævnt til kongelig historiograf efter Hannes Þorleifsson og arbejdede nu med at samle og klargøre til udgivelse alle de vigtigste skrifter angående danske og nordiske emner. På Bartholins tilskyndelse nedlagde kongen i 1685 forbud mod, at islandske håndskrifter blev solgt til udlændinge og sendt ud af landet. Bartholin lod sine medhjælpere afskrive en stor del af de skrifter og aktstykker, han mente at få brug for i sine skrifter, og det arbejde begyndte Árni at bistå ham med ved siden af universitetsstudiet.
Sommeren 1685 afsluttede Árni sit studium og tog hjem til Island for at tage hånd om sine egne sager, idet hans fader var død året forinden. Det var også meningen, at han skulle oplede håndskrifter for Bartholin deroppe. Árni opholdt sig hos sine slægtninge hjemme i Dalir om sommeren. Om efteråret ville han tage fra Island med skibet fra Rif, men det havarerede i havnen i et uvejr kort forinden afrejsen. Og da de andre efterårsskibe allerede var sejlet, var det derfor umuligt at få skibslejlighed bort fra Island. Árni blev således nødsaget til at tage vinterophold i Hvammur hos sin morbroder, Páll, og benyttede tiden til blandt andet at drive forskellige håndskriftsstudier og udvikle metoder til afskrivning af håndskrifter. Ketill Jörundarson, Árnis bedstefader, havde været en produktiv skriver, og Páll viede også megen tid til skrivning. Árni var derfor fra sit barndomshjem bekendt med de lærde sysler, der udfoldede sig på Island, men hans bekendtskab med Bartholin og arbejdet hos ham har uden tvivl skærpet hans bevidsthed om vigtigheden af at samle og redde fra glemsel alt, hvad der kunne findes om folkets historie og dets litteratur. Árni bragte ikke mange håndskrifter tilbage til Bartholin efter opholdet på Island. Derimod er det nogenlunde sikkert, at han netop omkring denne tid grundlagde sin egen håndskriftsamling.
Sommeren 1686 sejlede Árni tilbage til København og begynder på ny at arbejde for Bartholin; hos ham er han de følgende fire år. Ligesom før bestod Árnis arbejde i at afskrive gamle håndskrifter og oversætte citater fra islandske oldskrifter til latin. Udbyttet af dette arbejde blev bl.a. skriftet Antiquitatum Danicarum de causis contemptæ a Danis adhuc gentilibus mortis, hvori der, som det kommer frem i den latinske titel, tales om danernes frygtløshed over for døden i oldtiden. Árni bistod Bartholin ved trykningen i 1689; bogen er på godt 700 sider. Stoffet er hovedsageligt hentet fra islandske kilder – sagaer, eddadigte og skjaldedigte, foruden andre middelalderskrifter. Citaterne fra de islandske oldskrifter er på islandsk, fulgt af en latinsk oversættelse, der sikkert skyldes Árni. Et andet arbejde, som Árni og flere andre islændinge også på denne tid udførte for Bartholin, var kildeindsamling til den danske kirkehistorie, Bartholin planlagde at skrive. Hele dette stof blev samlet i tykke foliantbind, hvoraf de fleste endnu er bevaret på Det Kongelige Bibliotek i København. Dér har man nu afskrifter af utallige håndskrifter og alle mulige diplomer – danske, norske og islandske. De bartholinske folianter er af særlig værdi, bl.a. fordi de indeholder afskrifter fra universitetsbibliotekets danske håndskrifter og trykte bøger, som gik tabt i den store ildebrand 1728. Ved siden af sit arbejde for Bartholin arbejdede Árni med afskrivning af håndskrifter til sig selv. Ved dette arbejde fik han islandske studerende i København til at hjælpe sig. De afskrev bl.a. islandske håndskrifter i universitetsbiblioteket og håndskrifter i danske embedsfolks privatbiblioteker; mange af disse håndskrifter erhvervede Árni sig dog efterfølgende ved ejernes død. Árnis bogsamling voksede betydeligt ved dette arbejde.
I august 1689 tog Árni til Norge på vegne af Bartholin for at opdrive gamle håndskrifter og afskrifter til brug for kirkehistorien, og på denne rejse kom han så langt nordpå som til Trondhejm. På hjemturen opholdt han sig godt tre måneder hos Þormóður Torfason i Stangeland på Karmøy ud for Stavanger. De to havde lært hinanden at kende det foregående år i København, og det var begyndelsen til et venskab og samarbejde, som holdt ved så længe de begge levede. Árni ydede Þormóður uvurderlig hjælp i de følgende år i hans videnskabelige arbejde. Þormóður var blevet udnævnt til kongelig historiograf for Norge i 1682 og havde da taget de fleste islandske skindbøger af betydning med sig fra Det Kongelige Bibliotek i København til Stangeland – Codex Regius af eddadigtene, Flateyjarbók og mange andre kongesagahåndskrifter. Þormóður ejede desuden ikke så få håndskrifter selv. Árni undersøgte de håndskrifter, der var hos Þormóður, og afskrev overordentlig meget fra hans bøger. Árni kom tilbage til København i februar 1690 og havde på rejsen kunnet forøge sin håndskriftsamling.
Samme år afsluttedes Árnis arbejde hos Thomas Bartholin meget pludseligt, da Bartholin blev alvorligt syg og døde den 5. november kun 31 år gammel. Den følgende vinter var Árni under Thomas Bartholins broders, Caspars, formynderskab og arbejdede med ordningen af Thomas’ bibliotek, som kom på auktion sommeren efter hans død. I biblioteket var der nogle islandske håndskrifter, som Bartholin havde fået fat på; de blev ikke sat på auktion, men kom i Árnis besiddelse. Deriblandt var Möðruvallabók, det største samlingshåndskrift med islændingesagaer fra middelalderen; nogle af sagaerne findes kun i deres helhed i dette håndskrift. Disse håndskrifter udgjorde en værdifuld forøgelse af Árnis samling, som han på alle måder søgte at gøre større, og han var utrættelig i sin iver efter at opspore håndskrifter på Island.
Herefter kom Árni under Matthias Moths beskyttende vinger. Moth var broder til Sophie Amalie Moth, der blev Christian den Femtes elskerinde i 1671 og fik tre døtre og to sønner med ham. Den ene af disse var Ulrik Christian Gyldenløve, som kongen udnævnte til stiftamtmand på Island i 1684, da drengen var blot seks år gammel. Han beklædte denne post indtil sin dødsdag 1719, men kom aldrig til Island. Matthias Moth nød også godt af familieskabet med sin søster. Han havde lagt sig efter medicinstudiet, men opgav dén løbebane i 1675 på Sophie Amalies opfordring, og i de følgende år fik han tildelt utallige fine embeder og indbringende bierhverv; han skulle da også vise sig at være en særdeles dygtig embedsmand. På dette tidspunkt var han bl.a. oversekretær i Danmarks- og Norgesdepartementet i kancelliet og en indflydelsesrig mand i det danske rige. Hos Moth opholdt Árni sig de følgende år, bl.a. beskæftiget som bibliotekar, men der vides ellers ikke meget om, hvad han arbejdede med. Det ligger dog lige for at slutte, at bekendtskabet med Moth er årsagen til, at Árni i de følgende år bag kulisserne kunne gøre sin indflydelse gældende i forskellige sager angående Island, fx besættelsen af embeder. Det ser også ud til at Árni har påtaget sig at udgive første bind af Bartholins kirkehistorie, og at dette arbejde, som dog aldrig blev fuldført, har været ham en slags indtægtskilde de følgende år.
I juni 1694 blev Árni udvalgt af konsistorium til at rejse på denne forsamlings vegne til Stettin i Tyskland for at bese og vurdere en bogsamling som orientalisten Andreas Müller Greiffenhagen havde tilbudt Københavns Universitet at købe. Der blev ikke noget ud af den handel, men Árnis Tysklandsophold blev dog længere end det først var planlagt, idet han opholdt sig i Tyskland i godt to år, og det ser ud til, at Matthias Moth for størstedelens vedkommende bekostede opholdet. Fra Stettin tog Árni til Berlin og Frankfurt og kom om efteråret til Leipzig, hvor han blev næsten uafbrudt frem til julen 1696. Han undersøgte byens bog- og håndskriftsamlinger og samlede alle mulige bibliografiske og historiske oplysninger, som han mente kunne blive ham til gavn ved hans senere antikvariske studier.
Kort efter at Árni drog ud på sin Tysklandsrejse, nærmere bestemt den 14. juli 1694, skaffede Moth ham ekspektancebrev fra kongen på et professorembede ved Københavns Universitet; et sådant brev svarede nærmest til at trække et nummer i køen til de embeder, som blev ledige. For at forbedre sine muligheder i kappestriden om professorembederne gav Árni sig under Leipzig-opholdet til at udgive et lille hæfte, Incertis auctoris Chronica Danorum et præcipue Sialandiæ eller Sjællandske Krønike, og det er en af de få ting Árni udgav på tryk medens han levede. Dette skrift havde Árni afskrevet efter en gammel skindbog i universitetsbiblioteket i København, medens han endnu var i Bartholins tjeneste. Skindbogen gik senere til sammen med universitetsbiblioteket i branden 1728.
Københavnerårene 1697–1702
Efter hjemkomsten til København tog Árni imod Matthias Moths tilbud om, at han kunne bo hos ham, eftersom han da hverken havde noget sted at bo eller nogen indtægt. Moth viste sig atter som en ven i nøden og skaffede ham en stilling som arkivsekretær i gehejmearkivet, der dengang lå i kælderhvælvingerne under Rosenborg; den stilling beholdt Árni til sin død. Stillingen var i begyndelsen ulønnet og arbejdsbyrden næppe tung. Selv om han havde få midler i disse år, blev han ved med at forøge sin håndskriftsamling. Han blev hjulpet på forskellig vis. Hans forbindelse til Moth, og dermed rigets forvaltning, har utvivlsomt gjort folk hjemme på Island mere villige til at løbe hans ærinder, når det gjaldt om at skaffe ham håndskrifter eller sende ham skindbøger i håb om, at han ville støtte dem, hvis de skulle blive indviklet i sager med øvrigheden i København. Þórður Jónsson, søn af Jón Vigfússon, biskop til Hólar, var fx på rejse til København i 1697 og ville gerne have bispeembedet i Skálholt, der var blevet ledigt ved biskop Þórður Þorlákssons død. Þórður Jónsson har sikkert forsøgt at få Árnis støtte til sin ansøgning og gav ham, ud over flere andre håndskrifter, to anselige håndskrifter i folioformat. Det ene af dem var Skarðsbók-håndskriftet af Jónsbók (en islandsk lovbog), skrevet omkring 1363 og det mest storslåede og prægtigste af alle islandske håndskrifter fra middelalderen. Det andet håndskrift var Kálfalækjarbók af Njals saga, lidt ældre end Skarðsbók, antagelig skrevet omkring 1300; det var allerede da blevet noget nusset og flosset. Þórður Jónsson blev ikke biskop i Skálholt, men fik derimod rektorstillingen sammesteds og beklædte denne i tre år. Det var Jón Vídalín, som fik biskoppeembedet i Skálholt 1697, og der kan næppe herske tvivl om, at Árni har haft en finger med i spillet. Vi ved under alle omstændigheder, at der ikke gik mere end omkring to år fra, at Jón fik stillingen til, at han sendte Árni i København alle de skindbøger og håndskriftfragmenter, som Skálholt da ejede. Deriblandt var sådanne klenodier som det store Stjórn-håndskrift AM 227 fol (en middelalderlig kommenteret oversættelse af Det gamle Testamente), som er blandt de smukkeste islandske skindbøger fra middelalderen, samt begge Skálholt-håndskrifterne af Jónsbók.
Árni stod i brevkorrespondance med forskellige folk hjemme på Island og anmodede om deres hjælp med at opspørge gamle bøger og dele af sådanne, breve og gamle diplomer, hvor sådant end måtte findes, og få det til købs eller foræret eller, hvis bøgerne ikke var til salg, få dem til låns til at afskrive. I maj 1698 skriver Árni til sin ven Björn Þorleifsson biskop til Hólar:
Jeg takker elskværdigt for imødekommelsen af min anmodning om at ville lade afskrive de gamle breve, der er ældre end 1560, som måtte forekomme i visitatium, såvel som at give mig oplysning om pergamentbøger eller fragmenter af sådanne, ringe og gode, hvor end de måtte findes og hvorledes de er beskafne, hvis de måtte forekomme. Skulle nogen findes i kirkerne, så kan Monfrere roligt tage dem meo periculo og bare love kirkerne, at de bliver tilbageleveret. En fin, angående alt, der er ældre end 1560, hvilket navn det end bærer, er jeg så nøjsom, at jeg regner alt for thesaurum, hvor lidet der er ved det hver for sig.
På dette tidspunkt havde Árni opnået en overordentlig stor viden om de bøger og diplomer, som var blevet bevaret på Island, og en ikke ubetydelig del af disse var kommet i hans eje. Árni omtaler i et brev 1699 til svenskeren Johan Peringskjöld, at der næppe er nogen anden mand i Europa, som har en større samling af islandske skindbøger end han. Det var ingen overdrivelse.
Kong Christian den Femte døde 1699 og hans søn, Frederik den Fjerde, besteg tronen. Ved kongeskiftet blev Matthias Moth frataget alle sine embeder, og dermed mistede Árni en magtfuld støtte. Den nye konge bragte imidlertid god orden i Árnis sager. Han fik tildelt fast løn for sit arbejde ved gehejmearkivet fra årsskiftet 1700, og den 22. oktober 1701 udnævnte kongen ham til professor i danske antikviteter ved universitetet. Skæbnen ville det dog således, at Árni de næste ti år for det meste skulle være hjemme på Island som kongens særlige kommissionær.
Jordebogsarbejdet 1703—1712
Dårlig åring og vedvarende uår havde forværret levevilkårene på Island i slutningen af det 17. århundrede. I året 1700 sendte Altinget kongen et bønskrift, og efteråret 1701 rejste den ene af de to lovmænd, Lárus Gottrup, til et møde med kongen med forskellige forslag til forbedring af folkets kår. Blandt forholdsreglerne, som kongen tog i forlængelse af dette, var at sende sine særlige delegerede til Island med omfattende bemyndigelse til at undersøge tilstandene i landet og udarbejde yderligere forslag til reformer. Til denne rejse valgte han Árni Magnússon og Páll Vídalín, supplerende lovmand. De fik instrukser med tredive punkter, dateret den 22. maj 1702. Hovedopgaven, de blev tildelt i denne instruks, var at udarbejde en jordebog over hele landet.
Árni Magnússon tog med det samme til Island og kom til Hofsós den 24. juni 1702 og mødtes straks med Páll i Víðidalstunga. Den 18. juli var begge kommissionsmedlemmer ankommet til altinget, og dagen efter lod de meddelelsen om jordebogsarbejdet kundgøre i lovretten. De forordnede det således, at jordejere skulle lave fortegnelser over deres ejendomme med anførelse af værdi, afgifter og kvæghold; fortegnelsen skulle indleveres med en bevidnet afskrift af skødet for jorderne. Dette skulle gives til sysselmændene, og de skulle aflevere det ved næste alting.
Kommissionsmedlemmerne regnede med at kunne afslutte jordebogsarbejdet på et års tid. Det blev dog hurtigt klart, at det ikke var muligt at samle stof til en pålidelig jordebog på denne måde, og kommissionsmedlemmerne gik bort fra denne plan og bestemte sig for selv at drage landet rundt, stævne bønderne sammen og skrive jordebogen ned efter deres udtalelser. De kunne kun bruge sommeren til deres rejser omkring i det vejløse land, og rejserne skulle vise sig at blive både hårde og fulde af strabadser. Selv om de hurtigt besluttede at dele sig og arbejde hver for sig og antage hjælpere til at samle stof til jordebogen i forskellige sysler, viste arbejdet sig at være mere omfangsrigt end de havde anet, og der kom fortsat tilførsler i bogen helt frem til juni 1714, eller 13 år efter arbejdet på den var begyndt. Det gjorde ikke arbejdet hurtigere, at der rasede en farlig koppesyge i landet i årene 1707–1709; man mener, at omkring 18.000 mennesker døde under denne epidemi. Det var et voldsomt tab, eller omkring 35% af den lille befolkning. Ifølge folketællingen, som Árni Magnússon og Páll Vídalín lod udføre vinteren 1702–1703, var der godt 50.000 indbyggere på Island. Efter epidemien var der således kun omkring 32.000 tilbage i landet.
Selv om der ikke kom flere tilførsler til jordebogen efter 1714, var der endnu meget, der stod tilbage at blive gjort i forbindelse med udarbejdelsen af den og oversættelsen til dansk, så den kunne blive til gavn for de danske myndigheder, som havde sat arbejdet i gang. Myndighederne ville have, at Árni selv skulle bekoste opgaven, men han undveg til stadighed, og efter hans død stod denne uløste sag med Rentekammeret længe i vejen for, at man kunne begynde at se på Árnis arvesag. Kuratorerne for Árnis ejendele lod endelig jordebogen oversætte i årene 1742–1750. Árni Magnússon og Páll Vídalíns jordebog er en væsentlig kilde til forholdene på Island i indledningen af det 18. århundrede. Desværre er værket ikke bevaret i sin helhed, da jordebøgerne fra Múla- og Skaftafellssyssel gik tabt i branden 1728. Først i årene 1913–1943 blev jordebogen udgivet af Hið íslenska Fræðafjelag i København i elleve store bind.
Jordebogsarbejdet og folketællingen var blot to af de mange opgaver, som Árni og Páll, ifølge kongens instruks, var pålagt at tage sig af. I virkeligheden var det ikke mange ting, der var dem uvedkommende, når det angik landets forhold og kongens administration. De skulle se på fæsternes vilkår, undersøge almuens klager over embedsmænd, høj som lav uden at gøre forskel; desuden skulle de have opsyn med handlen og udarbejde forslag til forbedringer af dens organisation, holde opsyn med domkirker og bispesæder, undersøge skolevæsnets tilstand, have tilsyn med klostrenes ejendele, gøre status over svovlminedriften og foranstalte en eftersøgning efter brugbare stenarter og metaller, overveje en fiskerireform og forskelligt andet, hvilket ville føre for vidt at opregne her.
De to kommissionærers udstrakte bemyndigelse til indblanding i landets indre anliggender og folks personlige sager vakte manges håb om, at de kunne råde bod på de fleste af de uretfærdigheder, som gik for sig dér i landet, og klager, kæremål og ansøgninger haglede ned over dem fra alle retninger. De forsøgte efter bedste evne at løse de fleste problemer. Deres indblanding i lovmændenes og sysselmændenes embedsførelse, deres undersøgelse af gamle straffesager, som ikke havde fået en tilfredsstillende afslutning, og deres forsøg på at afslutte sådanne sager på lovlig vis, vakte anstød og uvilje blandt landets embedsfolk og ledte til langvarige processer, som blev de to rejsefæller en tung byrde. Embedsmændene forkludrede sagerne og talte ilde om Árni og Páll over for myndighederne i København, hvilket efterhånden underminerede den tillid rejsefællerne havde dér.
Kendt fra Halldór Laxness’ roman, „Islands klokke“ (på islandsk 1943, dansk 1946), er straffesagen mod bonden Jón Hreggviðsson på Rein. Han var under mistanke for manddrab, og lovmanden havde dømt ham til døden 1684. Jón var imidlertid kommet ud af landet til Holland og derfra til Danmark og havde dér fået fredsbrev af kongen til at tage tilbage til Island og desuden hjemmel til at stævne sagen for Højesteret. Myndighederne på Island foretog sig dog ikke noget videre i sagen. Árni og Páll tog den op godt 20 år senere, i 1708, for at undersøge lovmand Sigurður Björnssons rolle og afslutte Jóns sag. Det gik således til sidst, efter et langvarigt bryderi, at Højesteret i København frifandt Jón Hreggviðsson for mordanklagerne i 1715, næsten 30 år efter at mistanken først faldt på ham. Men Højesteret afviste til gengæld også Árni og Pálls dom over lovmanden for misrøgt af embedet og frifandt ligeledes ham.
Medens Árni var på Island under jordebogsarbejdet, havde han sit faste opholdssted i Skálholt hos sin ven biskop Jón Vídalín. Árni havde medbragt størstedelen af sin håndskriftssamling til Island, og han fik mange stunder i vintertiden til arbejde med dén, brevskrivning og eftersøgningen efter gamle bøger og dokumenter over hele landet. I Árni og Pálls instruks var der en bestemmelse, som gav dem adgang til alle arkivalier, som var i landet, og der er ingen tvivl om, at denne bestemmelse stammer fra Árni. Árni havde i reglen skrivere hos sig i Skálholt, der arbejdede uafbrudt med at afskrive dokumenter og bøger, som han fik til låns fra alle landets kanter. På sine rejser rundt om i landet i disse år fik han mulighed for at gæste bønder, som han enten vidste ejede, eller havde mistanke om måtte eje, bøger eller håndskriftfragmenter. Således opstøvede og bjærgede Árni mange lapper, der efter ejernes mening ikke var bedre værd end at smide ud, og som ellers ville være gået tabt. Fra Dýrafjörður på Vestisland fik Árni t.eks. to blade af et håndskrift, som var blevet skrevet og illustreret omkring 1200 og indeholdt et brudstykke af en islandsk 1100tals-oversættelse af det græske naturvidenskabelige skrift, Physiologus. Dér vestpå var bladene blevet gennemhullet og brugt i en melsigte. De havde næppe holdt længe i den funktion. Nu er bladene blandt de største skatte i De Arnamagnæanske Samlinger.
Árni rejste fra Island to gange i den tid han arbejdede på jordebogen. Første gang var vinteren 1705–1706, da han blev kaldt til Danmark for at fremlægge de to kommissionærers forslag til en ordning af handlen på Island. Anden gang havde Árni vinterophold i København 1708–1709 på grund af forskellige sager og domme, de to rejsefæller var blevet involveret i. På den rejse giftede han sig med den danske Mette Jensdatter Fischer; brylluppet stod den 16. maj 1709. Árni var da 45 år gammel, og hans kone var 19 år ældre. Mette var enke efter den kongelige saddelmager Hans Wichmand, som var død 1707; ægteparret havde boet ved slotspladsen. Jón Ólafsson fra Grunnavík fortæller, at Árni havde kendt ægteparret og undertiden drak han morgente hos dem på vej til arkivet. Ellers vides der kun lidt om Mette Magnússon, men hun må have medbragt ganske mange ejendele til det nye fælles bo.
I efteråret 1709 tog Árni tilbage til Island, og ægteparret så ikke hinanden igen førend efter godt tre år. Der er bevaret to breve, som Árni skrev til sin kone, medens han var på Island, og de handler fortrinsvis om deres pengesager og alle mulige gøremål, som hun skal udrette for ham: købe papir og blæk, sko og skjorter, kaffe, te og sukker, fransk brændevin, brystdråber og rosenvand, babérsæbe, paryk og hårpudder til ham. Så sender han fra Island edderdun, saltet kød på tønde og uldsokker, som hans kone skal videregive hans venner i København. Fra Mette er bevaret ét brev til Árni, skrevet den 4. april 1712. Deri fortæller hun sin mand om bl.a. den farsot, der drog rov på københavnerne fra sommeren 1711 frem til foråret 1712 og lagde omkring 30.000 mennesker, eller en tredjedel af byens befolkning, i graven – deriblandt to af deres veninder: „den aller højeste gud haver hjemsøgt oss med en nådig og god pest“, skriver Mette til Árni.
I 1712 syntes myndighederne, at jordebogsarbejdet havde trukket i langdrag længe nok og kaldte Árni hjem til København. Der var nu på ny udbrudt ufred mellem Danmark og Sverige, og sejlads var af den grund farligt. Árni ville ikke sætte sin håndskriftsamling på spil ved at føre den over havet i sådanne ufredstider og efterlod den sammen med jordebogsdokumenterne i kister, som blev opbevaret i Skálholt i de følgende 8 år. I september 1712 rejste Árni fra Island og kom aldrig siden tilbage. Sejladsen var hård, og Árni nåede kun til Norge. Dér opholdt han sig om vinteren hos sin ven Þormóður Torfason og kom endelig til København i marts 1713.
Årene 1713—1728
Med Árnis komme til København begyndte femten år af hans liv i nogenlunde faste rammer. Dagene gik med embedsarbejde og undersøgelser af håndskrifter, ægteparrets økonomiske stilling var god og de kunne leve, som det sømmede sig for deres stand og klasse. 1714 flyttede de ind i en af universitetets professorboliger i Store Kannikestræde. Árnis hus har sikkert været et toetagers bindingsværkshus med et tilhørende stort udhus på grunden som bolig for husholdningen og et fadebur, for universitetet udredede en del af professorlønnen i naturalier med produkter fra dets jorder.
I København genoptog Árni sine stillinger, som havde ventet på ham, medens han var på Island. Deriblandt var embedsstillingen ved gehejmearkivet. Arkivet blev flyttet fra kælderhvælvingerne under Rosenborg og ind i nye bygninger på Slotsholmen i 1720. Godt fire år efter eller i begyndelsen af 1725 faldt gehejmearkivar, Frederik Rostgaard, Árnis gode ven, i unåde hos kongen og blev uden videre frataget alle sine embeder. Nøglen til gehejmearkivet blev givet til Árni, og han stod nu for ledelsen ind til sin død uden at blive formelig udnævnt til gehejmearkivar.
Ved universitetet kunne Árni endelig samle sig om sit professorarbejde. Der vides dog kun lidet om hans undervisning, og der findes ingen kilder, som giver oplysninger om, at han skulle have givet forelæsninger ved universitetet. Derimod var han enelærer for hen imod tohundrede studenter; den undervisningsform har muligvis passet ham bedre. Árni synes at have undveget at svare pligtarbejde i universitetets administration. Dog blev han i 1720 udpeget til tilsynsmand for Elers-kollegium, som befandt sig to huse længere nede ad gaden fra hans eget hus.
Universitetsbiblioteket var Árni bekendt med fra tidligere, og i 1721 blev han udnævnt til underbibliotekar dér, og han blev muligvis overdraget ledelsen med biblioteket i 1725. Han er derfor kommet ofte i samlingen på loftet i Trinitatis Kirke indtil den brændte 1728.
Árni genoptog ligeledes sit arbejde med indsamling og undersøgelse af håndskrifter og havde som tidligere skrivere i sin tjeneste til afskrivning af bøger og dokumenter fra forskellige samlinger, medens han ventede på at få sin håndskriftssamling hjem fra Island. Efteråret 1720 blev alle jordebogsdokumenterne og Árnis håndskriftssamling, som havde været opbevaret i Skálholt siden han tog fra Island i 1712, ført til Hafnafjörður i 55 kister på 30 heste. Dér blev kisterne ført ombord på en fregat fra kongens flåde under Islands nye stiftamtmand admiral Rabens befaling, der bragte dem til København. På grund af forskellige formaliteter fik Árni dog ikke overdraget sin håndskriftssamling før i februar 1721, og først da kunne han flytte den ind i sin bolig i Store Kannikestræde. Árni havde forskellige skrivere hos sig i København. Bedst kendt af dem er Jón Ólafsson fra Grunnavík, som kom til Árni 1726 og arbejdede hos ham indtil Árnis død; han arbejde siden længe ved den arnamagnæanske samling ind til han selv døde i 1779.
Branden 1728
På denne tid var København stærkt befæstet med mure og voldgrave, og der var kun adgang fra landsiden gennem de fire byporte: Vesterport, Nørreport, Østerport og Amagerport. Inden for bymurene stod bygningerne tæt, og gaderne var trange. Den ældste del af bykernen lå omkring Gammeltorv, hvor byens rådhus var. Et stykke ovenfor, ved Nørregade, lå Vor Frue Kirke og over for den var universitetsbygningerne. De fleste huse var bindingsværkshuse, der hovedsagelig var bygget af træ. Sommeren 1728 var varm og tør, og det milde vejr holdt sig langt ind i efteråret. Ved aftentide om onsdagen den 20. oktober opstod der brand i et hus ude ved Vesterport, og det blev begyndelsen til en voldsom brand, som rasede af sted i lørdagsnatten og lagde en stor del af byen i ruiner; deriblandt hele universitetskvarteret og professorernes kvarter i det nærmeste nabolag, nogle af byens fornemste kirker, bl.a. Vor Frue Kirke og Trinitatis Kirke, og med dén universitetsbiblioteket, som opbevaredes på kirkens loft, og desuden hundredvis af andre huse. Jón fra Grunnavík skrev en beskrivelse af branden kort efter, at denne katastrofe havde ramt byen. Ifølge hans beretning synes meget at have været gået skævt for brandkorpset. Det var svært for dem at få pumperne igennem menneskevrimlen, der samlede sig ude i de trange gader i kvarteret. Vandet var det også sparsomt med, for på grund af arbejde ved Peblingesøen var de kvarterer, hvor ilden rasede, blevet afskåret fra vandet dér. Da man ville gribe til det råd at hente vand i voldgravene uden for bymurene, lod byens hærfører byportene lukke og hindrede dermed vandforsyningen, fordi han frygtede desertation blandt rekrutterne. Der var en stærk vind fra sydvest, og tømmeret i bindingsværkshusene var knastørt efter det varme sommervejr. Ilden bredte sig derfor hastigt. Der kom dog snart mere orden på slukningsarbejdet, og med hjælp fra tusinder af soldater og søfolk fra byens garnison samt flåden begyndte slukningen af branden natten til lørdag. Jón fortæller, at Árnis hus brændte fra omkring klokken fire torsdag eftermiddag. Da Árni torsdag morgen hørte, at tårnspiret i Vor Frue Kirke var faldet, og at det blev klart at ilden ikke ville komme under kontrol, begyndte han på at redde sin bogsamling med hjælp fra sine tjenestefolk og to islændinge, Jón Ólafsson og Finnur Jónsson, den senere biskop, som da var ved at uddanne sig i København. De læssede bøgerne og indboet op på en vogn, og før det var til ende, lykkedes det Árnis kusk at bryde gennem trængslen på gaden med tre–fire vognlæs og komme ned til Hallandsås til Hans Beckers hus, en tømmerhandler, som havde været Árnis skriver ,medens arbejdet med jordebogen på Island stod på og i nogle år efter, og han husede nu sin gamle husbond.
Árni Magnússons sidste dage
Omfanget af skaden på Árnis håndskriftssamling bliver aldrig tilfulde klarlagt. Árni gav sig aldrig tid til at udarbejde en udtømmende katalog over sine håndskrifter, diplomer og bøger, medens han var i sin bedste alder, og omfanget af hans bogsamling før branden er derfor noget uklar. Og i den korte tid han havde tilbage efter branden, levede han i trange kår og fik aldrig ordnet sin samling således, at han fik overblik over dét som var blevet reddet. Han mente derfor, at tabet var større, end senere tiders studier synes at antyde. Han omtaler dette ofte i de breve, han skrev hjem til Island året efter branden. I et af dem fortæller han, at han sikkert fik reddet de fleste af sine sagabøger, og man ved nu med sikkerhed, at den ældste og kostbareste kerne af samlingen, de gamle skindbøger, må have undsluppet flammerne, og kun meget få af dem være blevet ildens bytte. Derimod er adskillige af alle mulige slags dokumenter gået til, papirafskrifter af ældre bøger og forskellige skrifter af Árni selv, som han længe havde samlet sammen til fra kilder, som nu er tabt. Størst var dog tabet af Árnis trykte bøger, da de fleste af dem gik tabt i ilden. De fleste af universitetets professorer mistede alle deres bøger i branden, og som allerede nævnt, brændte hele universitetsbiblioteket. Bjærgningen af Árnis samling ud af ildhavet på denne mørke efterårsdag i 1728 var derfor en enestående bedrift i mere end én forstand.
Árni Magnússon levede kun omkring et år efter branden. Det var en hård vinter, som fulgte, med vedvarende streng frost, og det var ikke nemt at få logi og skaffe livets fornødenheder. Árni var ilde stedt som flere andre og var nødt til at flytte tre gange på dette ene år. Juleaften 1729 blev han syg, og det sås hurtigt hvor det bar hen. Den 6. januar 1730 var Árni blevet så afkræftet, at han ikke kunne skrive under uden hjælp, da Thomas Bartholin, sønnesøn til den Bartholin, som Árni arbejde hos i sine første år i København, og assessor Hans Gram kom og udfærdigede et testamente for ægtefolkene.
Om morgenen den 7. januar 1730 klokken kvart i seks døde Árni Magnússon i sit syvogtresindstyvende år. Den 12. januar blev han begravet i Vor Frue Kirkes nordvendte kor, som endnu da var en åben brandtomt. Hans kone Mette døde i september samme efterår og blev stedt til hvile ved siden af sin mand.
Tekst: Sigurgeir Steingrímsson
Overs.: Johnny F. Lindholm
|
Se flere databaser
Forespørgsel
Sideoversigt
Íslenska
English